Blåskimmelost
De blå oste kendes på deres fine blåmarmorering, der svinger fra lys og grålig til markant og blågrøn. Mens roquefort oftest ses som kongen af de blå oste, så har vores egne danablu-oste vundet både præmier og forbrugernes kærlighed i udlandet.
Danablus historie går tilbage fra 1915, hvor Marius Boel udviklede osten.
Sådan smager blåskimmeloste
Der er en blåskimmelost til enhver smag, og hos Caseus kan du naturligvis smage, mens du udvælger den rette ost. Nogle er cremede, andre er smuldrende. Nogle oste har en dæmpet pikant blå tone, andre brager igennem lydmuren med en salt fyrighed. Husk altid at tage osten ud mindst en time før servering, så får du den mest velsmagende oplevelse.
Ostehandleren anbefaler:
En blåskimmelost er i perfekt selskab, når den serveres med et glas sød dessertvin eller portvin.
Har du smagt disse blå oste:
Danablu – skarp, pikant blåskimmelsmag, fås i 50+ og 60+
Blå Kornblomst – skøn mild dansk blåskimmelost
Blå Grubé – cremet blåskimmelost modnet i Hjerm Kalkmine
Høgelundgaard – intens ost med sødlig frugtsmag
Gorgonzola – italiensk klassiker, fås i to typer
Magor – syndig forkælelse i form af lag af hhv. mascarpone og gorgonzola
Stilton – engelsk klassiker med fast og lidt smuldrende konsistens
Saint Agur – cremet blåskimmelost, der smelter på tungen
Bleu d’Auvergne – fransk cremet blåskimmelost med dejlig ren og pikant smag
Roquefort – lavet af upasteuriseret fåremælk og modnet i grotter. Her er smæk på smagen!