Rødkitost
Rødkit er en bakteriekultur, ofte med gærstammer i, som osten vaskes i under modningen. Det påvirker ostens udvikling, smag og udseende. Overfladen bliver i varierende grad rødlig.
Blandt Europas cremede og aromatiske rødkitoste finder vi italienske taleggio, og franske klassikere som münster, epoisses og langres. På vores egne breddegrader kitmodner vi også oste, fx skæreosten danbo.
Sådan smager rødkitoste
Når du dufter til en rødkitost, møder du ofte en gennemtrængende og stærk duft, der vidner om en kraftig ost. Men i virkeligheden har osten tit en mild og fløjlsblød smag med krydrede undertoner. Det er derfor vigtigt, at du altid smager på en rødkitost for at vide, hvor kraftig osten egentlig er.
Som med andre skimmeloste er det alfa og omega for ostens smag, at du husker at tage den ud af køleskabet mindst en time før servering.
Ostehandleren anbefaler:
Hos Caseus har vi altid et udvalg af rødkitoste, så du kan finde lige den, der passer til dig. Fx har vi:
Taleggio – norditaliensk cremet ost, der både er god på ostebrættet og i madlavning, hvor den smelter fint
Vacherousse d’Argental – fin fransk rødkitost med cremet, blød og delikat smag
Epoisses – fransk, frugtig og fyldig – er nemlig vasket med brændevinen Marc de Bourgogne