Thise Mejeri har etableret et ostelager vestpå – så langt mod vest man næsten kan komme. Med Bovbjerg Fyr og det frådende Vesterhav som nærmeste naboer.
Gammel Damsgård hedder ejendommen, hvor Thises Vesterhavsoste lagres. Syv Thise-landmænd, som alle bor i nærheden af Bovbjerg, leverer råvaren til den serie Vesterhavsoste, som lagres i den saltholdige havluft, der via et avanceret ventilationsanlæg blæses ned i ostelageret.
Tør kraftig og lang smag med små saltnister. En fantastisk ost, som de senere år er blevet til en af de mest kendte og populære danske oste. Specielt det kvindelige publikum har taget osten til sig, og den let sødlige smag har vist sig at være yderst vanedannende. En kombination af lagret Gouda og Parmesan, kan man måske sige. Advarsel: Køb rigeligt, den får ben at gå på!
Økologisk Vesterhavsost fra Thise Mejeri – høj klasse!